Tilbage til forsiden

Visti Hybschmann Bergholt

- Jeg føler, at mine billeder er "poppede" på den måde, at jeg prøver at få næsten alle farvefladerne frem på "forgrunden", så meget som muligt; og jeg prøver ofte at undgå "baggrunden" -

- - ja, jeg gør mig faktisk store anstrengelser for, i en del af mine arbejder, at undgå centralperspektivet, hvis opgave det jo er, at give beskueren en følelse af at kunne vandre gerne så langt ind i billedets centrale dele som muligt - -

- - man kunne næsten sige, at jeg da ofte prøver i næsten overdreven grad at gøre det stik modsatte: Mange af mine acryl- og digitalbilleders centrum eller midte "buler", "hvælver"eller "hæver" sig rent optisk, ved hjælp af linjeføringer, formstørrelser og farvevalg, netop frem og ud mod beskueren, hvilket blot er en anden form for oplevelsesrum, som jeg lettere kan få til at arbejde sammen med selve den fysiske billedoverflade i mine bestræbelser på netop at "LÆGGE BILLEDET HELT FREM PÅ FLADEN". Netop for at skabe en naturlig mulighed for et pågående farvevalg.- -

- - Men, som kontrastoplevelse til, at mange af mine arbejder "buler frem på midten", så undersøger jeg dog af og til det næsten overdrevent modsatte fænomen med et voldsomt centralperspektiv, hvor billedet på tid og rum er fremherskende - -

- -Altså det modsatte af de arbejder, hvor jeg bruger forgrunden og mellemgrunden, og hvor jeg prøver så vidt muligt at undgå baggrunden, uden at det af den grund bliver ren dekoration. - -

- - Ydermere benytter jeg mig ofte af tydelige konturlinjer omkring figurerne, ofte endda helt sorte, ligesom i alm. tegneserier. - Så kunne man jo sige, at derved kunne der opstå en dybdevirkningskonflikt i forhold til "fremme-på-fladen-virkningen", fordi man kunne tolke de sorte linjer eller selve den sorte farve som en slagskygge - - men ved et nærmere eftersyn, så vil man se, at jeg oftest lykkes med at anvende den sorte farve netop som frigjort ren farve i forgrunden eller mellemgrunden, helt på linje med de andre farver, og ikke som noget der skal bevæge sig langt ind i billedets "skyggeregioner".

Faktisk, så er der mindst et par grunde til, at jeg opfatter mine malerier, og især mine digitale billeder som "poppede": For det første, fordi: "det som sker i mine billeder" eller "den måde man kan opleve mine billeder på" er mindst lige så meget "virkning" eller "effekt" som "fortælling"; virkemidlerne er en del af historien eller fortællingen: Jeg arbejder på at komprimere deres form mest muligt - helst til et ligeså effektivt koncentreret udtryk som en blomst - og det er som blomst på ethvert stadie, lige fra "ud af knoppen stadiet" , og selvfølgelig som blomst i dens største pragt, og også, men i mindre grad, forfalds- og visnestadiet - - Desuden dyrker jeg jo ofte kugle-kompositionen (kloden), hvilket er en central del af "kernen" i det enkelte værk : - - - for at billedet skal netop "virke ekspansivt", - - - præcis for at kunne udtrykke den nuværende voldsomme og meget interessante menneskelige ekspansion og udvikling - - og det helt "fremme på billedfladen"- - dvs. på kuglens eller jordens overflade. Disse virkninger prøver jeg at opnå, ved at bl.a. at presse farve-samspillet og farve- intensiteten til det maximale, alt imens jeg løbende fjerner alt det der forhindrer en høj-koncentreret direkte billedoplevelse - - - Arbejdsprocessen omfatter bla. en større oprydning, omrokering, redigering og finindstilling - igennem flere år, oftest. . .( præcis det, som jeg føler at også naturen og dermed mennesket famlende og desperat er igang med i disse tider. Jeg arbejder på samme måde med mit udtryk ).

klokken 13:55 den. 12/5. - - Iagttagelse :

Alle snegle drejer til højre -

alle snegle med hus på trækker et slimet glidespor i en udadgående spiralbevægelse

væk fra min navle og hele tiden i urets retning.

Tiden går langsommere

- - - og solen følger efter - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

Visti, 2007

- - - - Men, hvad er så det, som kan få et billede til at fungere naturligt og dermed, i virkeligheden - (og som en del af virkeligheden) - VIRKE overbevisende, kunne man spørge?- - - - - Ja, det må jo være noget med en følelse af, at BILLEDRUMMET og det vil faktisk så i virkeligheden sige BILLEDBEVÆGELSEN, skaber en sammenhængende og LOGISK HISTORIE eller "fortælling af sandhed, rigtighed og indre logik": af at tingene: farverne, planerne, rummene, linjerne, lagene, formerne, dimensionerne, mønstrene, texturerne er præcise som de skal være, på de rette steder, i de rigtige udstrækninger, på den rigtige måde i forhold til hinanden: Rummet, bevægelsen og historien kan umuligt skilles ad i virkeligheden. Uden bevægelse (dette at øjet bliver ført naturligt rundt i billedet ), - uden denne bevægelse er der jo intet rum, og uden rum er der ikke noget at bevæge sig i, og uden bevægelse kan der ikke være nogen fortælling eller historie.

Selve oplevelsen af et billedes præcision er selvfølgelig også afhængig af beskuerens interesse og øjeblikkelige evne til at aflæse billedet, og det sker overvejende på et plan, hvor vort sprog vanskeligt helt kan følge med i forklaringsdannelsen - - - - men det er noget med en følelse af "sandhed" eller en "nærværsfornemmelse" - - - - eller under alle omstændigheder, at man står overfor en kilde til underholdning, måske endog glæde og nydelse. . .

Det absolut mest personlige i mine billeder er mine figurer. Disse er i årenes løb specielt udviklede til at kunne arbejde sammen med mine mønstermiljøer og mine farvevalg - - og alle mine billeders fortællinger står og falder med indtrykkene af disse mine figurer, som udtrykker det mest levende og oplevende heri . . .

- - - - -Farvevalgene i mine billeder er poppede - ja, af og til måske næsten overdrevne i sammensætningerne , men under alle omstændigheder prøver jeg at opnå en "nærværs-effekt", en total-intensitet, et ekspansivt rum . . . Så vidt muligt skal slutresultatat virke ved hjælp af "rene" farver, "helt fremme på fladen" . . .

FARVEN VÆLGER FARVE

- neongul - jordgrøn -

. . . . . . . . . . . . . . . . . . . - ultramarin - orange - kitgrå -

tiltrækning - frastødning

. . . . . . . . . . . . . . kombination - kontrast

farven vælger farve

positionen vælger jeg selv

- når jeg går forbi

alt er bevægelse . . . . . .

og den rumlige udfordring

. . . . . . . . . . . . . . . er som en gyngetur,

hvor det hele har betydning.

- - - - - - - - - - - - - - - - - Visti, 2007

I bogen "Kunstpanorama" fra 2007 skrev Trine Ross: "Om muligt endnu mere direkte digitalt er Visti H. Bergholt´s "Digitalpop - ekspansiv optimist - transparent pudemodel med plads til fire" fra serien "Hvordan går det?". Jo tak, lidt skeløjet, for det er som om Mickey Mouse har taget helium. Den bristefærdige ballonbue står så klar i farven, så overnaturlig blank og skinnende, at netop den perfekte gengivelse af tredimensionalitet ender med at ophæve sig selv. Da man i renæssancen fandt frem til linearperspektivet, hvor alle linjer mødes i et samlende fikspunkt, og genstande og mennesker bliver mindre på afstand, opnåede man en helt ny naturtrohed i gengivelsen. Men linearperspektivet er ikke en præcis gengivelse af, hvordan vi ser verden, for det fungerer kun fra et enkelt punkt, og som mennesker er vi i konstant bevægelse. Lige sådan er det med den computergenererede tredimensionalitet, hvilket Visti Bergholt dygtigt arbejder ind i sine værker, der står og vipper mellem hyperrealisme og tegneserie".

- - - - - - - - -

- - - - - En anden karakteristisk detalje i mine billeder er de computerforberedte og digitalgenerede 3D-agtige mønstermiljøer, som er de stemningsgivende omgivelser, og de verdener, (også symbolsk), som mine figurer befinder sig i. Disse rumlige og dekorative mønstre er tilpasset form og figurer, og på afstand og ved første blik, er det ofte deres dekorative blikfang, der er de dominerende indtryk.

Mens disse mønstre og indtryk i de rent digitale værker ofte er rimeligt oppumpede, skinnende og lysreflekterende - (noget, der føles naturligt for mig ved dette medie)... - så har disse føromtalte mønsterstrukturer ofte en mere "håndfast" og "fremme på billedfladen" karakter i mine acryl-arbejder; noget der for den indlevende iagttager næsten kan være til at "tage og føle på" i deres pågåenhed, når man står overfor det fysiske værk. - - - -Og denne virkning prøver jeg med fuldt overlæg at opnå, dels ved en naturlig oversættelse til dette medie af "maling på lærred" (eller plade eller væg), men i høj grad også som en konsekvens af en stor trang til at arbejde mig ind på og nærme mig en lidt dybere forståelse af nogle for mig selv lidt uforståelige og underlige oplevelser, jeg havde omkring 14-års-alderen: - Disse oplevelser kom i en serie på tre, hvoraf den første var absolut den voldsomste og mest foruroligende: Jeg var gået i seng om aftenen, og begyndte i overgangen til søvnen snart at svæve igennem et nobret og farveprikket elektrisk felt af energi, alt imens hele min hud blev kraftigt sansepåvirket heraf, og jeg kunne med min vilje absolut intet gøre for at komme ud af oplevelsen, og kunne ikke bevæge mig. Jeg kunne jo ikke vide, hvordan det ville udvikle sig, og hvor længe det ville vare, og om det nogensinde ville slutte, om det ville blive endnu mere totalopslugende, om jeg i det hele taget ville overleve - - og netop dette var denne første gang ganske foruroligende. Allerede anden gang, nogle dage senere, tog jeg hele processen lidt mere afslappet, og kunne da bedre tillade mig at studere og iagttage, hvad der skete. Og tredje gang var det nærmest en skuffelse, da den underlige TOTAL-INTENSE FARVEPRIKKEDE og svævende tilstand ophørte igennem dette meget mærkelige energifelt. Nok også derfor er jeg så fascineret af disse mønster- og struktur-miljøer...

- - - - - - - - -

- - - - - - Også rent personligt tænker jeg mine billeders fremkomst og eksistens i tid og rum som noget der "popper op", eksisterer og forsvinder igen, og derfor selvfølgelig kun er at sammenligne med en bobles eksistenstid i forhold til "det store alting". Derfor bl.a. også mine billeders BOBLEFORM,- - - men denne detalje er faktisk vigtig for mig, af hensyn til distance og balance under arbejdsprocessen: Jeg er, for ligesom at kunne komme en lille smule ud af det synsindskrænkende, selvindforstående og spærrende "psykiske nærperspektiv", dvs. for at kunne etablere en vis afslappet og nogenlunde klarsynet distance i arbejdsprocessen til de sidst af mine handlinger på billedfladen - ( De sidste handlinger udfylder ofte nærperspektivet , og er dermed det der fylder og "farver" mest i bevidsheden, og som derfor kan spærre af for det større mere objektive udsyn til helheden ) - så er jeg ofte nødt til at "skrue ned", midlertidigt, for noget af min egen ellers absolut nødvendige indlevelse og inspirationsbegejstring, den inspiration, som ellers indeholder den nødvendige energi til at drive værket, - den inspiration som skal overvinde de fleste af de vanskeligheder, der nødvendigvis næsten altid opstår i skabelsesprocessen, - - og så være i denne distance og iagttage så nøgternt som muligt - - - -og så derefter selv igen "skrue tilpas op" for arbejdsenergien, når dette er hensigtsmæssigt og påkrævet.

- - - - "POP" er altså for mig, i min fortsatte arbejdsproces, næsten at betragte som en betegnelse for mit højeste midlertidige kunstneriske vidensstadie. Samtidig skal ordet "pop" minde mig om alt det jeg endnu ikke ved, og få mig til at arbejde videre, skal få mig til at undgå at størkne, - ellers ligesom dør tingene for mig i forstenede gentagelser og robotagtige rutiner - - - - Jeg vil overraske mig selv - - - - så jeg dermed forhåbentlig også kan være nogenlunde gavmild overfor andre - - - så jeg kan frembringe et sanseligt alternativ til de mere hverdagsagtige oplevelser - - - - - noget der på en eller anden måde er med til at stimulere og udvide bevidstheden . . .

Når man kigger på og sammenligner de figurer eller væsener, der nu optræder i mine malerier og i min digitalgrafik efter år ca. 2000, med disses "forgængere" fra især den første halvdel af 1980´erne - (som dengang ofte var mere massivt "klodsede" og overdrevent bevidst "vulgære" og "rå" i malermåden (det lå også lidt i tiden)) - så er mine nyere billedfiguerer i både konstruktion, malermåde og stil langt "lettere", nogle nærmest lidt "transparente", eller oftest mere "tegneserieagtige". . . Ja, de rent digitalt bearbejdede figurer er af og til nærmest hyperrealistiske 3D-agtige-tegneserie-udgaver af mine personlige "over-lang-tid-udviklede-figurer", (hen over ca. 40 år) - og netop derved virker disse mine nyere arbejder som en slags afslappet og forfriskende POP på mig selv. . . Hvordan mine arbejder opfattes af andre mennesker er selvfølgelig en helt anden sag....

Man vil, ved et hurtigt gennemsyn af mine figurkonstruktioner og -tegninger, ikke kunne undgå at se, at stort set alle figurer kun har ét øje og én mund. - - - - Mens det mest almindelige er, at fysisk levende væsener hér på kloden kun har én mund, så er det lidt mere usædvanligt kun at have ét øje ligesom en cyclop i eventyrene. Måske skal dette ene øje og denne ene mund mere opfattes som et symbol på nye input, sansninger og manifestationer, snarere end som noget fysisk legemligt - - ( Det vi oplever er et møde imellem vore egne og omgivelsernes energier ). - - Og munden viser tænder, dels for at vise, at det er en mund, men også ofte som et symbol på latter, hvilket jo er en menneskelig egenskab. - "Jeg tænker, derfor ler jeg". -Latteren vender ligesom tingene på hovedet, som noget der kan ændre den indre og ydre magtstruktur. - Latteren har et frigivende, afslappende og forløsende potentiale; den går igennem kroppen som et indre rensende stormvejr. - - - - - - - -Altså, disse mine figurkonstruktioner udtrykker noget mere psykisk instink-, intelligens-, hukommelses- og følelsesmæssigt, snarere end noget alm. fysisk, selv om deres indre opbygninger er meget "arkitektoniske" og stramme i formerne, næsten som fysiske bygningsværker. Faktisk, så kunne man med lidt behændighed godt bygge efter grundkonstruktionerne i mange af figurhovederne, fx. i blandinger af mere eller mindre gennemsigtige materialer.

Som tidligere nævnt, er det ofte mønstrene i mine billeder, man først bemærker, især hvis man endnu ikke kender noget til mine figurtegninger.....Ofte først derefter, begynder studiet af den eller de figurer som befolker billedet, og som ligesom er det mest "levende" og mest personlige element heri. - - - Som efter det universelle princip, hvor levende væsener befinder sig inden i levende væsener og omgivelser, ( der var jo ikke noget liv, og dermed ikke noget at opleve, hvis der ikke var et omgivende miljø bestående af medvæsener og ting, kloder og landskaber - - eller en microverden af molekyler, celler og organer i ens egen krop ); sådan fungerer mine billeder på en måde også : Hos mig er mønstrene de omgivelser og opholdsrum, som figurerne befinder sig i , og kun sådan kan jeg få billederne til af se rigtigt VIRKENDE ud - så de får mening - og altså samtidigt fungere rent billedmæssigt...

I mine digitalcollager undersøger jeg, hvad der kan ske, når to eller flere af mine figurtegninger og / eller digitalpopbilleder bliver BRAGT SAMMEN i miljøer bestående af computergenerede rumlige mønstre og manipulerede foto-kompositioner, plus tekst.

Et længere TEKST-FORLØB kan fx opstå ved, at jeg kigger på blot et enkelt eller to af mine billeder - hvilket så kan give råstof til flere nye bog-side-billeder, - - som så igen kan fremkalde mere tekst. Senere i forløbet bliver tekst og billeder om-redigeret og tilrettet hinanden af flere omgange.

Forskellen på mine digitalcollager og mine bogprojektsider, ( udover tekst-under-striben i sidstnævnte ), er, at større serier af bogværks-sider stort set er skabt samtidige, og med indbyrdes forbindelse til hinanden, ud fra hensynet til historiens sammenhæng, og fremdriften i tid og rum. - - ( Tiden styres dog i sidste ende nok mest af læsern / beskueren, ved at den enkelte bogside dukker op, eksisterer og forsvinder til fordel for den næste sides opdukken, således at den enkelte bogside får en slags midlertidig eksistenstid. Og rummet opstår dels ved at den enkelte bogside ganske enkelt har en fysisk udstrækning og sålede fylder noget - og dels, og først og fremmest ved DET INDRE BILLEDRUM, som aktiveres i læserens / beskuerens erfarings- og fantasiverden.

Visti Bergholt 2011